Ejerledere skaber vækst med fokus på innovation og nye produkter

En producerer entreprenørmaskiner, en anden udendørsmøbler, mens andre udvikler it-systemer og bygger vindmølleparker. Der også en legetøjsfabrikant, en producent af sportstøj og en, der sælger biler online. De er allesammen forskellige, men de har det tilfælles, at de er blandt Danmarks dygtigste ejerledere og har skabt vækst og et stort antal arbejdspladser de seneste år.

Ejerlederanalysen 2019 fra PwC viser, at mere end seks ud af ti ejerledede virksomheder (63 pct.) er vokset med mere end 25 pct. de seneste tre år, og mere end hver tiende (11 pct.) har fordoblet omsætningen på tre år. Fremadrettet viser analysen, at forventningerne til vækst er mere moderate end tidligere. Det er dog stort set samtlige (99 pct.) af de 140 ejerledere, der indgår i Ejerlederanalysen 2019, der forventer positiv vækst i de kommende tre år, og 46 pct. af disse forventer en vækst på mere end 25 pct.

Ejerlederne er fortsat optimistiske, og på trods af en stigende opmærksomhed på geopolitiske udfordringer evner de at se muligheder og handle på dem. Det ses bl.a. ved, at ejerlederne har intensiveret fokus på at skabe vækst via innovation og produktudvikling. Næsten fire ud af 10 ejerledere (37 pct.) angiver, at nye produkter bliver den primære driver for vækst fremadrettet. Det samme så hver fjerde ejerleder i 2018.

Ejerlederne klarer sig således fortsat godt, og de lægger vægt på at skabe vækst med udgangspunkt i nogle klare formål og værdier. PwC’s Ejerlederanalyse viser, at hele 93 pct. af ejerlederne har et klart sæt af værdier i virksomheden, og mere end to ud af tre (67 pct.) har nedfældet disse i skriftlig form. Fokus på værdierne er således en del af ejerledernes DNA, og det ligger samtidig i god tråd med de stigende forventninger, der er fra samfundets side om, at virksomhederne handler ansvarligt og udviser større samfundsansvar.

De danske ejerledere har et drive og en skaberkraft, der er til gavn for vækst og velstand i det danske samfund, og bl.a. derfor er der god grund til at hylde dem. I PwC vil vi gerne anerkende deres engagement, evne til at lede og skabe vækst, udvikling og arbejdspladser til gavn for hele vores velfærdssamfund.

I denne udgave af CXO Magasinet kan du møde de syv regionsvindere fra Årets Ejerleder 2019 og komme tættere på vinderen af Årets Temapris, landsvinderen af Årets Ejerleder samt modtageren af Årets Hæderspris.

Tak til alle, der har bidraget, og som på denne måde er med til at bringe inspirationen videre. Vi tror på, at det gør en stor forskel.

Mogens Nørgaard Mogensen

Senior Partner og adm. direktør, PwC

Kontakt

Mogens Nørgaard Mogensen
Senior Partner og adm. direktør, PwC
Tlf: +45 3945 3232
Email

Ekstra værdi

Husk du kan altid læse CXO Magasinet og PwC’s andre udgivelser på din smartphone med appen Ekstra Værdi.


Følg PwC

LinkedIn
Twitter
Facebook
Youtube