Når investeringer bliver kunst

Både virksomheder og private har fået øjnene op for kunst som investeringsform på niveau med aktier, obligationer eller ejendomme. Men selvom der er mulighed for at gøre store fortjenester, er der også faldgruber og myter forbundet med at investere i kunst.

Kunst har alle dage været et emne for diskussion, og de fleste har i hvert fald en enkelt gang berørt kunstens urspørgsmål om, hvad der er kunst – eller ’god’ kunst – eller ’rigtig’ kunst. Mens nogle fortsat vil identificere kunstkendere eller kunsteksperter som smagsdommere, der selv er medskabere af de rammer, hvori kunst bliver vurderet, er det svært at komme udenom, at rammerne eksisterer.

Om et givent kunstværk er godt, er ikke kun interessant ud fra et æstetisk, kulturelt eller historisk synspunkt, for kunst handler om mere end pragt og prestige. Kunst handler også om penge.

”Når Skriget af Edvard Munch sælges for over en halv milliard, er de fleste blevet bevidste om, at investeringer i kunst handler om rigtig mange penge, og at der derfor også er mulighed for meget store fortjenester,” siger Patricia Asbæk, indehaver af Galerie Asbæk.

Det er som sådan ikke nyt, at kunstværker handles, ofte for store summer – det er foregået i århundreder – men at kunst er blevet et investeringsobjekt, som handles udelukkende med ønsket om profit, er et nyere fænomen og en stadigt voksende tendens.

Men selvom flere danskere er begyndt at øjne muligheder for at gøre en god investering i kunst, er der overvejelser, man bør gøre sig, inden man investerer store summer i malerier, fotografier, skulpturer eller lignende.

”Man skal være opmærksom på, at kunst adskiller sig som investeringsform fra eksempelvis aktier og obligationer. For det første får du et fysisk værk, og der er derfor omkostninger forbundet med det, som sandsynligvis er større, end når du handler med aktier. For det andet er kunst en mere langsigtet investering. Hvis du køber kunst fra den rigtige kunstner på det rigtige tidspunkt, er der mulighed for, at værket bliver tre gange mere værd på to, tre, fire år. Men det hører til sjældenhederne. Til gengæld kan du med tålmodighed og den rigtige rådgivning til at finde de rigtige værker gøre en meget sikker investering,” forklarer Patricia Asbæk.

”Men det betyder også, at man kan have stor glæde af det. Når vi rådgiver vores kunder i, hvilke værker de skal købe, tager vi udgangspunkt i kundens smag. Det er jo noget, som de kan have hængende i deres stue i ti år. Derfra hjælper vi så med at finde værker, som vi vurderer er en god investering,” forklarer Patricia Asbæk, som i 2008 stiftede Asbæk Art Consulting sammen med Thomas Asbæk. Asbæk Art Consulting yder rådgivning i investering i kunst for både virksomheder og private.

Kunst som investeringsobjekt adskiller sig fra aktier og obligationer på flere områder. Umiddelbart er det let tilgængeligt. Man skal blot gå ind på et galleri eller til en auktion og udvælge, hvilket værk man ønsker at købe. Men hvordan man vælger det rigtige værk, hvis målet er at lave en god investering, er straks mere kompliceret.

”Mange har måske en fornemmelse af, at Novo Nordisk-aktien er en fornuftig investering. Det er viden, de får ved at se nyheder og læse avis. Så kan de sidde foran computeren og handle igennem deres netbank,” siger Patricia Asbæk.

”Kunstmarkedet er anderledes. Vil du handle selv, skal du have en interesse i kunst og derigennem opbygge en viden om markedet. Om du skal investere på de primære eller sekundære markeder? Hvilke kunstnere, der er på vej op og har potentiale for at slå igennem lokalt, nationalt eller internationalt? Og om kunstneren er en epigon (efterligner, red.),” siger Patricia Asbæk.

Kunsten at finde de rigtige værker

En epigon er en kunstner, som i form eller indhold efterligner det forgangne, men som ikke formår at sætte sit eget præg på kunstværket – at videreudvikle eller genopfinde det. Kunsten kan være teknisk flot udført, og visuelt kan den måle sig med kendte mesterværker, men som investeringsobjekt kan den være en katastrofe at sætte sine penge i. Derfor anbefaler Patricia Asbæk altid, at man benytter sig af en rådgiver, hvis man vil investere i kunst:

”Der er et udviklingsmæssigt videnskabeligt element i kunst, som du skal tage med i dine overvejelser, når du skal investere i kunst. Det er lidt ligesom forskning. Den kunst, som bliver til noget, er altid den kunst, som på en eller anden måde er ret unik i sit udtryk. Der var eksempelvis en stor gruppe kunstnere, som arbejdede med stilen Cobra fra 1947 til 49. Mange af dem er kæmpestore i dag. Men en kunstner, der i dag laver Cobra, bliver ikke til noget. Det kræver en kæmpe viden om kunst og kunstens historie, hvis man skal være sikker på at lave de rigtige investeringer. For har du ikke den viden, så tror du måske, at du har fundet et geni. Men kunstneren har blot lavet fuldkommen det samme, som allerede blev lavet for 60 år siden,” forklarer Patricia Asbæk.

”Dernæst skal man huske, at du har med mennesker at gøre. Hvis du for alvor vil gøre en god investering, så er kunstnerens udvikling også interessant. Hvor er han om ti år, når du skal sælge din kunst? Her spiller kunstnerens mentalitet ind. Har han det, som skal til, for at gebærde sig på den internationale kunstnerscene?,” siger Patricia Asbæk.

Du skal være interesseret i kunst

Hos Galerie Asbæk er det primært mennesker, som allerede har en interesse i kunst, som henvender sig med ønske om rådgivning.

”De er opvokset med kunst eller er blevet præsenteret for kunst på gallerier eller på kunstauktioner. Eller måske har de læst en interessant artikel om kunst. Og det har vakt deres interesse, og de er blevet bevidste om, at der er penge at tjene. Ellers ville de jo fortsætte med at købe aktier eller obligationer. Det er ikke ensbetydende med, at de er store kunstkendere. Men det er der så nogle af dem, som bliver. Og det er dem, som vi ser blive rigtig dygtige til at investere i kunst selv,” siger Patricia Asbæk.

Del på:

Kontakt PwC

Tlf: 3945 3945
E-mail

Når vi rådgiver vores kunder i, hvilke værker de skal købe, tager vi udgangspunkt i kundens smag. Det er jo noget, de skal have hængende i deres stue i 10 år.Patricia Asbæk
Indehaver af Galerie Asbæk

Fire gode råd:

  • Jo mere du interesserer dig for kunst, des sjovere bliver det, og des større chance har du for at lave en god investering. Besøg gallerierne og deltag ved auktioner.
  • Kunst er en langsigtet investering. Forvent derfor ikke mirakler på kort tid, men se dine værkers værdi vokse over tid.
  • Investér i kunst, du bryder dig om, men som samtidig udfordrer dig. Kunst er en langsigtet investering og kan hænge i din spisestue i mange år. Kunst skal ikke kun være pænt – det skal rykke dig og inspirere dig.
  • Søg rådgivning i starten. Det er den sikreste vej til at lave gode investeringer. Med tiden kan du lære markedet at kende og selv foretage dine investeringer.

Kunstinvesteringer kan også være fotografier. Her ses to af fotografen Martin Parr til 30.000 kroner stykket.