Da stjernerne kom til Himmerland

Flere end 80.000 tilskuere, 156 af Europas bedste golfspillere og flere end 1.200 frivillige var med til at gøre en 30 år gammel drøm til virkelighed for den jyske købmand Lars Larsen, da European Tour besøgte hans baghave, Himmerland Golf Resort & Spa. Successen fortsætter i 2015 og 2016, hvor alle golfstjernerne vender tilbage.

Det er blevet kaldt den største sportsbegivenhed på dansk jord i 2014. Det var en sportslig og økonomisk succes. Tilskuerne strømmede til arrangementet, og det samme gjorde danske og internationale medier. Alle, der fik mulighed for at overvære eller deltage i European Tour – Made in Denmark, har skamrost banen, stemningen og hele arrangementet. Spillerne var begejstrede for banen og ikke mindst for den kæmpemæssige tilskueropbakning. Stemningen på det allerede nu legendariske 16. hul, Himmerland Hill, var flere gange nærmest euforisk.

At de danske golfstjerner med Thomas Bjørn i spidsen var begejstrede, er måske tæt på forudsigeligt, men den samlede vinder, Marc Warren, holdt sig nu heller ikke tilbage med superlativerne efter sejren.

“Det var helt vildt. At komme op ad bakken (til Himmerland Hill, red.) til sådan en jubel. Jeg kommer lige fra US PGA Championship, og der var helt samme major-stemning over det her,” lød det fra Marc Warren efter sejren.

Lars Larsen var derfor en glad mand den dag CXO Magasinet besøgte ham midt under den store golffest i Nordjylland.

“Man er jo altid en smule spændt på, hvordan sådan et stort arrangement forløber. Men jeg har en masse dygtige mennesker omkring mig, så jeg ved, at tilskuere, spillere og officials er i gode hænder. Og folk er begejstrede. Over hele linjen. Der er spillere og officials, der kommer hen og fortæller mig, at det er ét af de bedst arrangerede stævner, de har været med til,” fortæller Lars Larsen.

Det startede for 30 år siden

Når euforien har lagt sig over arrangementet, er der to spørgsmål, der trænger sig på. Det første er, hvorfor gør Lars Larsen det her? Det andet er, hvad får han ud af det?

For at svare på det første spørgsmål først: Lars Larsen har drømt om denne dag i mange år. Det er over 30 år siden, at han for første gang besøgte Himmerland Golf & Country Club, som det hed dengang. Besøget var så stor en succes, at han med det samme købte et sommerhus i området. Kort tid efter købte han stedet sammen med to venner og reddede det fra en truende konkurs. Og drømmen om at trække Europa Touren til Himmerland Golf Resort & Spa har ulmet i ham lige siden. Drømmen var – allerede dengang – at skabe et golfresort af internationalt format. Men det var først, da han nogle år senere overtog det fulde ejerskab af stedet, at realiseringen tog fart. Da blev der for alvor investeret i en opgradering af stedet, så der er hotel-, konference- og golffaciliteter af høj standard.

Både drengedrøm og business

Det er nok de færreste, der kender Lars Larsen godt nok til at give en begavet og velbegrundet karakteristik af manden med “det gode tilbud”. Han er både åben, jovial og nærmest spontan. Men han er også en forretningsmand, der styrer efter klare målsætninger. Sådan er det også med Europa Touren. For selv om det er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse, så er aftalen med European Tour primært et led i en storstilet markedsføring af Himmerland Golf Resort & Spa. Og her ligger svaret på det andet spørgsmål: Hvad får han ud af det?

“Det er klart, at der ligger mange følelser i projektet. Det er ikke 100 procent business. Det er nok fifty-fifty. Det har jo været min drøm lige siden, jeg købte stedet med nogle af mine venner for næsten 30 år siden. For det første at udvikle området til et resort i international klasse, og for det andet at få Europa Touren hertil. Jeg skal jo have markedsført stedet,” tilføjer Lars Larsen med et smil.

Hvis det kun havde været en drengedrøm, var én af de største sportsbegivenheder på dansk jord næppe blevet afholdt. Så havde de 82.798 tilskuere, 156 spillere og mere end 1.200 frivillige hjælpere nok ikke trodset det nordjyske vejrlig for at gøre drømmen til virkelighed. Fordi så havde Lars Larsen naturligvis ikke kastet 100 millioner kroner i projektet. Og læg dertil de mange millioner, han har investeret i Himmerland Golf Resort & Spa igennem årene, for at det overhovedet kunne byde på sådan en opgave.

1.000 sten er blevet vendt

Lars Larsen er en fighter og en forretningsmand. Begge dele har været påkrævet i forhandlingerne med European Tour, som har taget tre år fra de første kontakter til den dag, danskerne kunne nyde golfelitens dyst på Himmerland Hill.

Det har krævet tålmodighed at nå i mål med projektet. Uden at kende Lars Larsen vil de fleste måske tænke, at det ikke er det stærkeste personlighedstræk hos ham. Men det er til gengæld stædighed, målrettethed og evnen til at styre sig igennem det lange seje træk for at nå hele vejen. Mere end 1.000 sten er ryddet af vejen i arbejdet med at tilfredsstille både Lars Larsen og ledelsen hos European Tour. Og det er helt bogstaveligt. Lars Larsen og promotor Flemming Astrup har en liste på mere end 1.000 punkter, der skulle justeres, ændres eller tilpasses, inden Tour-ledelsen kunne vende tommelfingeren opad til arrangementet.

”Indimellem har jeg da tænkt, at det sgu da er mit sted, det her. I kan ikke bare komme og diktere, hvordan vi skal drive det, og hvordan I vil have det. Men det kan de, og det gør de. Og alle detaljer bliver gennemgået. Og man er jo nødt til at gøre, hvad de siger, hvis man vil gøre forretning med dem,” lyder det fra Lars Larsen.

100 millioner kroner

Lars Larsen er mærkbart stolt. Selvom – ja, nok nærmere på grund af, at – mange andre tvivlede på, at det kunne lade sig gøre. Der er nok næppe nogen, der forklejner Lars Larsens talent for at drive og skabe forretning. Og det er der heller ingen grund til. Heller ikke i dette tilfælde. Godt nok har Lars Larsen kastet mange millioner i projektet, men vurderet ud fra omfanget af samarbejdspartnere er en del af millionerne hentet ind igen via medsponsorer. Larsen lægger ikke skjul på, at han har trukket på sit netværk.

”Det skal nødigt opfattes, som om jeg smider 100 millioner kroner efter et projekt uden at forvente noget afkast på det. Vi forventer, at der er overskud på arrangementet, men overskuddet skal bruges til at gøre næste år endnu bedre end i år. Det største afkast får jeg formentlig på de indtægter, der kommer på resortet på grund af den markedsføring, vi har fået,” forklarer Lars Larsen.

Golfspilleren Larsen

Lars Larsen er selv en ret habil golfspiller. Han har spillet golf i over 30 år. Det startede, som for mange andres vedkommende, for motionens skyld.

“Og løb er ikke lige mig,” som han siger.

Det kan ikke komme bag på nogen, at Lars Larsen også tiltrækkes af konkurrenceelementet. Han er tilfreds med at konstatere, at hans bedste golfhandicap nogensinde var 9,6, men lidt mindre stolt af, at han ikke har så meget tid mere, så nu må han nøjes med et handicap på 19,6.

Golfen har givet købmanden en mulighed for adspredelse fra en hektisk hverdag.

“Golfen har givet mig nogle fantastiske timer med min familie. Jeg tænker tit tilbage på de tidlige morgenstunder for 30 år siden, hvor jeg og min søn på dengang otte-ti år tog afsted sammen klokken seks om morgenen for at gå nogle runder helt for os selv. Vi havde god tid til at være sammen og nyde stilheden og den smukke natur. Og når vi havde spillet, tog vi morgenbrød med hjem og vækkede resten af familien,” fortæller Lars Larsen, som indrømmer, at han i starten valgte det tidlige tidspunkt for at øve sig i det svære spil uden for mange tilskuere.

Mere for familien end for netværket

Golf er ikke – og har således aldrig været – en måde at netværke på for ham.

”Jeg har kun oplevet det én gang, at jeg har fået noget ud af det i forretningssammenhæng. Og det var helt tilfældigt på en tur til Brasilien, hvor vi skulle finde nogle nye leverandører til vores butikker. Én af dagene tog jeg sammen med vores produktchef ud for at spille golf, og så kom der en portugiser hen til os og spurgte, om han måtte gå en runde sammen med os. Og man er jo høflig, så det fik han lov til, selv om vi syntes, det var lidt underligt. Vi snakkede om forskellige ting, og vi kom så ind på, hvem vi var, og hvad vi lavede i Brasilien. Jeg fortalte, at vi kom fra JYSK, og så lyste han op og sagde, at han udmærket kendte vores forretning, og at han måske kunne hjælpe os. Det viste sig, at han havde detaljerede informationer om samtlige leverandører i Brasilien. Hvad de lavede, hvilken kvalitet, til hvilke priser. Informationer, som det ville have taget os årevis selv at indhente. Så det var en heldig dag på golfbanen,” slutter Lars Larsen.

Del på:

Kontakt PwC

Tlf: 3945 3945
E-mail

European Tour: Made in Denmark

Made in Denmark har placeret Danmark på den anerkendte European Tour. Med en treårig kontrakt løbende fra 2014 til 2016 kan tilskuere forvente at se de største golfstjerner vende tilbage til Himmerland de næste to år. En række større danske og internationale virksomheder har igennem sponsorater været med til at realisere projektet, herunder PwC, Nordea, Ecco, Willis, Ejner Hessel, Mercedes-Benz, SAP, Hilding Anders, JYSK, Garia og Freja.