Kampen om skattekronerne

CXO Magasinet giver her et bud på, hvad transfer pricing er, hvordan begrebet blev sat lig med snyd og bedrag, samt hvorfor det ikke er nok at følge skattelovgivningen, når moral og etik fylder mere og mere.

CXO Magasinet giver her et bud på, hvad transfer pricing er, hvordan begrebet blev sat lig med snyd og bedrag, samt hvorfor det ikke er nok at følge skattelovgivningen, når moral og etik fylder mere og mere.

Sommeren 2001 er ikke mange dage gammel, da de tre daværende økonomiske vismænd og professorer Torben M. Andersen, Jørgen Birk Mortensen og Søren Bo Nielsen – ganske som det sker hvert år på denne tid – fremlægger deres halvårlige rapport fra Det Økonomiske Råd, der gør status over “holdbarheden i de danske finanser”.

Rapporten sætter ild i debatten om ”transfer pricing”. En debat, der til stadighed blusser op. Rapporten fastslår – konkluderede en række landsdækkende medier i kølvandet på offentliggørelsen – at internationale selskaber flytter indtægter for mellem 20 og 40 milliarder kroner ud af landet. Det resulterer i, at den danske statskasse går glip af et sted mellem 7 og 14 milliarder kroner om året, da “… en række internationale virksomheder har fundet en fidus til at slippe for at betale skat i Danmark,” som det blandt andet lyder i Berlingske Tidende 13. juni 2001.

Politiken benytter 12. november 2001 lederplads på at kræve et større EU-samarbejde for at undgå, “… at virksomhederne benytter sig af interne fiflerier, hvor de trækker penge ud af Danmark, ved at andre selskaber i koncernen kræver høje priser for varer, licenser, lån, rådgivning osv. På internationalt skattesprog kaldes metoden, hvor man pumper virksomhedens interne afregningspriser kunstigt op, ’transfer pricing’. Metoden er brandulovlig, og ifølge de økonomiske vismænd udgør disse penge en stor del af de 20-40 milliarder kroner, som hvert år undslipper Told & Skat”.

Vismandsrapporten får en tydelig effekt på offentlighedens syn på internationale selskabers skattebetaling og mangel på samme. I rapporten fremgår det at:

”Et overslag over omfanget af indkomster, der undgår beskatning i Danmark ved at blive udflyttet til udlandet, tyder på, at det kan dreje sig om mellem 20 og 40 mia. kr. om året. Denne form for transformation af dansk til udenlandsk indkomst kan blandt andet være et symptom på transaktioner inden for større koncerner, der ønsker at undgå beskatning her i landet. Der er et behov for nærmere at afdække mekanismerne bag denne trafik. Ligeledes bør uregistrerede finansielle placeringer i udlandet undersøges nærmere.”

Ovenstående bliver hurtigt fremstillet i medierne som en sandhed, selv om vismændene er ret forsigtige i sine udmeldinger og understreger, at der er behov for yderligere undersøgelser for at fastslå omfanget. Skatteministeriet afviser efterfølgende, at der skulle være tale om så store beløb, der unddrages statskassen.

Debatten tager hurtigt fart, og vismændene gør løbende opmærksom på, at der er tale om overfortolkninger. I Børsen 22. februar 2002 skriver professor og vismand Søren Bo Nielsen en kronik, hvor han understreger budskabet:

”… indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at vi i formandskabet ikke har påstået, at misbrug af transfer priser skulle andrage et omfang af 20-40 mia. kr.; vi har i stedet tilstræbt forsigtighed omkring fortolkningen af vores beregninger,” skriver Søren Bo Nielsen.

Skattemyndigheder på jagt

Hver gang transfer pricing bringes op, efterlades offentligheden med et indtryk af, at selskaberne snyder for milliarder, at de handler helt og aldeles på egen hånd og uden hensyntagen til hverken lovgivning eller skattemyndigheder, at de designer deres skattebetalinger efter forgodtbefindende.

Skattemyndighederne fremstilles som magtesløse tilskuere ude af stand til hverken at gennemskue virksomhedernes ”fiflerier” eller forhindre tab af skatteprovenu. Sådan er det dog langtfra.

Mens mediernes fokus er på de internationale koncerner og deres skatteindbetalinger eller mangel på samme, så handler transfer pricing i vid udstrækning også om de enkelte staters kamp om skatteprovenue. Derfor er transfer pricing ikke kun et diskussionsemne mellem SKAT og virksomhederne, men i høj grad også en drøftelse indbyrdes mellem nationale skattemyndigheder, der forsøger at beskatte så stor en del af indkomsten i det enkelte land. Det skyldes, at de enkelte lande i sagens natur vil opnå mest mulig provenu til landet, og at transfer pricing-forhøjelser virkelig kan forrykke indkomstgrundlaget fra et land til et andet land, og der er ingen lande, der ønsker at tabe denne kamp.

Transfer pricing er en helt naturlig del af alle nationalstaters skattemyndigheders daglige arbejde. Det drejer sig om langvarige og intensive dialoger med danske og internationale virksomheder, der handler koncern-internt over landets grænser. Og det handler om endnu mere intense dialoger med andre nationalstaters skattemyndigheder. Fordi for hver enkelt vare og ydelse, der krydser en landegrænse, fastsættes der en pris. Og hvis handlen foregår mellem to koncernselskaber, så begynder der en kamp mellem nationalstater om skattekronerne. Begge lande vil forsøge at sikre sig den størst mulige skatteindtægt på hver enkelt transaktion.

Armslængdeprincip

Og lovgivningen er sådan set ret klar. Trods forsøg på at argumentere for andre måder at opgøre indkomsten på så gælder det såkaldte armslængdeprincip fortsat:

Nemlig at priser og vilkår skal fastsættes som om, man handler med en tredjemand.

De specifikke danske regler på området er:

  • Transfer pricing drejer sig om prisfastsættelsen af kontrollerede transaktioner. Hermed menes overdragelse af varer, serviceydelser mv. mellem koncernforbundne selskaber, hovedaktionærer eller faste driftssteder.
  • Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal denne prisfastsættelse foretages på armslængdevilkår. Det vil sige, at priser og vilkår skal være fastsat i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået mellem uafhængige parter, jævnfør Ligningsloven § 2.
  • Selskaber skal udfærdige og opbevare skriftlig dokumentation for denne prisfastsættelse, jævnfør Skattelovens § 3 B, stk. 5.

Men lige så simpel lovgivningen er, lige så vanskelig er den at håndtere i virkeligheden. For hvordan sikrer man den rette pris på et givent produkt eller ydelse?

Det er som udgangspunkt ret simpelt at fastsætte prisen for slutbrugeren, så på den måde er det givet på forhånd, hvor stort det samlede skattepligtige beløb er.

Hvad, der derimod ikke er givet, er, hvordan det skattepligtige beløb skal fordeles mellem de to involverede landes statskasser.

For hvis danske skattemyndigheder mener, at den største del af værditilførslen på produktet sker i Danmark, så skal Danmark have en større del af kagen. Men dermed er der jo et andet lands statskasse, der skal acceptere, at det skal have en mindre bid. Ellers er der tale om dobbeltbeskatning over for virksomheden.

En umulig opgave

Et banalt eksempel: Hvis en virksomhed producerer sine varer i ét land og har et salgsled i et andet land, hvor meget værdi tilfører hver enkelt enhed så til produktet? En umulig opgave at regne ud, vil nogen sige. Men ikke desto mindre skal det gøres for at betale den korrekte skat.

Derfor er det svært at sætte to streger under et transfer pricing-resultat, da der ofte er tale om et skøn over, hvad den korrekte prissætning er. Det betyder også, at det ikke giver mening at tale om, at en bestemt ”transfer pris” er ulovlig men mere, at der er uenighed mellem SKAT og virksomheden om den prissætning, der er foretaget.

De seneste år har SKAT haft mellem 30 og 70 sager, hvor man har vurderet, at den danske statskasse har skattebetaling til gode i forbindelse med transfer pricing. Det er de såkaldte transfer pricingforhøjelser. Årligt svinger de samlede forhøjelser fra cirka 8 milliarder til 20 milliarder kroner. Det er dog værd at nævne, at disse beløb udelukkende er SKATs vurdering. Der findes ingen offentliggørelse over, hvor store forhøjelserne ender med at være i sidste ende, når sagerne endelig falder på plads. I SKATs seneste opgørelse fremgår det således, at 82 procent af forhøjelsesbeløbene for 2009-12 stadig er under behandling enten i klagesystemet eller ved forhandlinger med andre lande.

Vi har altså med sager at gøre, hvor der er store aktører på banen, og hvor alle parter har meget på spil.

Øget fokus på moral

Transfer pricing er således ikke – i modsætning til, hvad man ellers kunne få en fornemmelse af i medierne – ulovligt.

Sagerne er ekstremt komplekse, og ikke kun rent juridisk, men også økonomisk. De kører i årevis, og det kan sagtens ende med, at virksomheden ikke skal betale yderligere skat. Alligevel har erfaringen vist, at virksomheder ganske ofte skal forsvare det moralsk forsvarlige i deres handlinger.

“Maybe it’s legal, but it’s not right”, er i stigende grad den måde, virksomheder bliver bedømt på, når det handler om deres skattebetaling. Dette er en vanskelig udfordring for mange virksomheder og udgør et særligt dilemma, fordi man bliver nødt til at forholde sig til, hvorledes ens handlinger i dag vil blive bedømt – også med fremtidens moralkodeks om for eksempel fem år.

Del på:

  • De seneste år er flere og flere virksomheder kommet i offentlighedens søgelys på grund af deres selskabsskat. Transfer pricing er blevet omtalt som skattesnyd.
  • At dømme ud fra den offentlige debat bryder internationale selskaber skattelovgivningen konsekvent og udenom de intetanende nationale skattemyndigheder.
  • Kampen om skattekronerne er dog mere kompleks, end hvad det ofte fremstilles i medierne.
  • Danske og internationale skattemyndigheder forhandler dagligt både med virksomheder og indbyrdes om den præcise fordeling af virksomhedernes skattekroner.
  • På grund af den juridiske kompleksitet er transfer pricing efterhånden mere et spørgsmål om moral og etik end om jura.
  • Virksomheder skal forberede sig på at blive vurderet på et etisk moralkodeks, som det ser ud nu og om 5, 10 og 15 år.

Fastlæggelse af skattestrategi

Herunder fem elementer, der bør indgå i en virksomheds skattestrategi omkring transfer pricing og handel med koncernforbundne selskaber på tværs af landegrænser:

  • Klare mål for virksomhedens compliance og kontrol.
  • Mål for risikostyring i virksomheden.
  • Mål for planlægning.
  • Klar fordeling af roller og ansvar i organisationen.
  • Entydig definition af behov for rapportering af hvad og til hvem.

Kilde: PwC